Foretræde for folketingets beskæftigelsesudvalg  23.02.22

Først vil jeg gerne sige tak for, at I vil afsætte tid til at mødes mig.

Jeg er socialrådgiver. Jeg har arbejdet i godt 40 år inden for social- handicap og beskæftigelsesområdet i forskellige positioner som socialrådgiver, underviser, konsulent og leder – og de seneste 5 år som selvstændig konsulent hvor jeg primært har rådgivet borgere, handicap- og patientforeninger i konkrete sagsforløb ved social- handicap afdelinger og Jobcentrene.

De erfaringer jeg har gjort mig over årene, har jeg samlet i bogen ”Fra Medspil til modspil” der er et kritisk blik på Jobcentrets arbejde med syge, udsatte og sårbare borgere.  Og det er de erfaringer, som jeg gerne vil dele med Jer. I har fået tilsendt e-bogen som bilag til mødet i dag.

 

Der har fundet et gennemgribende paradigmeskifte sted inden for social- og beskæftigelsesområdet, siden jeg trådte ind i feltet i 1980.

Udgangspunktet for arbejdet med syge, udsatte og sårbare var dengang båret af en tro på at mennesket vil sit eget bedste, og selv er i stand til at bidrage relevant til sin egen udvikling og med fordel kan understøttes i at realisere sin egen vision om det gode liv. I dag bæres arbejdet i jobcentrene af en tro på at mennesket ikke nødvendigvis vil sit eget bedste, ikke nødvendigvis selv ved hvad der er rigtigt for hende og derfor nogle gange skal sættes under pres for at udvikle sig i den retning, som fællesskabet forventer.

Hvor mødet imellem borger og system tidligere i langt højere grad var båret af tillid og dialog, vilje til borgerinddragelse, understøttelse og en fastholdelse af borgerens værdighed i mødet med myndigheden, så oplever jeg i dag et Jobcenter hvor omdrejningspunktet i højere grad er monolog, krav, brug af sanktioner, eksklusion, mistillid.

Hvor tankegangen fra midt i 1970’erne og et årti frem var, at det er vigtigt at holde borgeren så nogenlunde skadesløs rent økonomisk, hvis hun kommer ud for en social begivenhed, så er udgangspunktet i dag at minimale sociale ydelser / tidsbegrænsede ydelser – jf bl.a varighedsbegrænsningen i sdp-loven – hjælper borgeren hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet.

Hvor borgerens lægelige helbredsforhold tidligere blev tillagt vægt i de samlede faglige vurderinger af borgerens arbejdsevne, så oplever jeg nu, at man ofte ignorerer de lægefaglige vurderinger og i stedet forlader sig på ubegrundede postulater om, at borgeren besidder ikke nærmere angivne ressourcer, der kan bruges på arbejdsmarkedet.  Og jeg oplever desværre at Ankestyrelsen – når det kommer til klagesager - ukritisk tager sådanne ubegrundede postulater om en given borgers ”skjulte” ressourcer til efterretning – stadfæster de lokale jobcentres afgørelser.

Endelig vil jeg pege på at lovgivningsrammen fsv angår omfang og kompleksitet er eksploderet hen over årene. Da jeg startede som socialrådgiver kunne jeg have bistandsloven i den ene baglomme og vejledningen i den anden. Hvis jeg som medarbejder i Jobcentret skulle tage beskæftigelseslovgivningen og tilgrænsende lovgivninger, bekendtgørelser, cirkulærer og ankeafgørelser med på arbejde i papirformat, så ville jeg have brug for en trailer til transporten.

Hvilket umuliggør at borgeren kan orientere sig i de regelsæt, der gælder for hans situation, hvilket efter min vurdering i høj grad er et retssikkerhedsmæssigt problem.

 

Det er ikke min erfaring, at det aktuelle paradigme indfrier målsætningen om hurtigst muligt at bringe flest muligt sårbare, udsatte eller syge borger ind på / tilbage på arbejdsmarkedet. Tværtimod oplever mange sig fanget i perspektivløse afklaringsforløb uden udløbsdato.

Det afspejler sig tydeligt i de sagseksempler, jeg gennemgår i bogen. Jeg vil her resumere en enkelt sag.

 

38-årige Jens, der efter en ulykke pådrager sig et hovedtraume med vedvarende nedsættelse af sin arbejdsevne til følge. Han mødes i sagsforløbet med krav om deltagelse i praktikforløb i et omfang, der øger hans smerteproblematik og medfører svære stresssymptomer. Jobcentrets vurdering er, at Jens udviser psykologisk modstand, at han har skjulte ressourcer, at han kan præstere mere, end det han giver udtryk for. Der er tale om helt ubegrundede forestillinger, der modsiges af alle sagens lægefaglige, psykologfaglige og andre udredninger. Tværtimod advares om, at det kan have alvorlige helbredsmæssige konsekvenser, såfremt han presses ud over sine grænser. De samme udredninger fastslår at han har en uomgængelig og betydelig funktionsnedsættelse, der udelukker ordinært arbejde.Alt peger på visitation til fleksjob, hvilket jobcentret afviser for i stedet at henvise til flere praktikforløb, mentorforløb, kend dig selv kurser mv.Sagen prøves ved ankestyrelsen, der vælger at understøtte jobcentrets ubegrundede vurderinger af at Jens skulle udvise psykologisk modstand og besidde skjulte uudnyttede ressourcer. Og derfor skal fortsætte i yderligere afklaringsforløb.

På den korte tid der er til rådighed her, har jeg blot kunnet antyde de problemer, jeg har erfaret i jobcentrets arbejde med syge, udsatte og sårbare borgere. Jeg håber at I vil tage Jer tid til at læse min bog og lade Jer inspirere af mine iagttagelser og vurderinger i det lovgivningsarbejde der jo er Jeres arbejdsfelt.