Bogens indledning

Denne bog henvender sig til socialrådgiverstuderende, til medarbejdere i jobcentret, ledere, kommunale og nationale politiske beslutningstagere. Bogen rummer en kritisk gennemgang af sagsbehandlingen i dagens jobcentre, men tilbyder samtidig alternative tilgange, der – hvis viljen er til stede - godt kan udfolde sig inden for rammerne af den eksisterende lovgivning. Men bogen skal på samme tid også læses som en opfordring til vores nationale politiske beslutningstagere til igennem lovgivningen at sikre en bedre understøttelse af vores syge, sårbare og udsatte borgere, herunder styrke deres retssikkerhed i mødet med jobcentret.

Da jeg indledte min erhvervskarriere som ung og nyuddannet socialrådgiver i begyndelsen af 1980’erne havde det sociale arbejde på afgørende områder et helt andet afsæt, end det vi finder i dag. Særligt inden for jobcentrets felt, har paradigmet undergået dramatiske ændringer. Det er denne socialfaglige udvikling, og følgerne heraf, der belyses i bogen her. Skåret ind til benet, så har den beskæftigelsesrettede del af den sociale indsats i forhold til gruppen af syge, sårbare og udsatte borgere ændret sig fra medspil til modspil. Jeg undersøger igennem de beskrevne sagseksempler, hvordan dette nye paradigme opleves af de mennesker, der er i kontakt med jobcentret i dag? Og jeg ser på, hvad der kommer ud af indsatserne? Bliver de syge hurtigere raske, end de blev tidligere? Bliver de udsatte og sårbare bedre rustet til at begå sig i dagens samfund?

De korte svar på spørgsmålene er, at rigtig mange mennesker i kontakt med jobcentret ikke oplever sig hjulpet, men oplever sig fanget i uværdige sagsforløb. De syge bliver ikke hurtigere raske, de udsatte og sårbare fastholdes i deres marginale positioner i perspektivløse aktiveringstiltag uden udløbsdato.

De mere detaljerede svar vil som nævnt blive udfoldet hen over bogens kapitler.

Jeg har siden min dimission som socialrådgiver i 1980 arbejdet og løbende efteruddannet mig inden for social-, handicap- og beskæftigelsesområdet. Jeg har arbejdet i mange år som socialrådgiver, leder, underviser og konsulent i forskellige dele af systemet. De seneste fem år har jeg drevet min egen konsulentvirksomhed, hvor jeg bl.a har ydet støtte til syge, handicappede, udsatte og sårbare borgere, der oplever at være i klemme i systemet.

Den udvikling, der er sket inden for beskæftigelsesområdet, og som jeg behandler i denne bog, har jeg været vidne til på allernærmeste nærmeste hold. De fiktive eksempler på sagsforløb, som jeg fremstiller i bogen, er sagsforløb, der rummer de samme karakteristika som sager, jeg rent faktisk har været involveret i igennem min konsulentvirksomhed.

Selv om bogen bygger på mine egne erfaringer og erindringer, har jeg dog valgt samtidig at henvise til en række kilder undervejs – bl.a forskere inden for feltet – for at bevidne mine erindringers gyldighed og underbygge mine erfaringers mere almengyldige karakter.

Min tilgang til det sociale arbejde

Der gives ikke nogen endegyldige forklaringer på, hvordan vi skal forstå sociale problemer endsige løse dem. Det samme gør sig i nogen udstrækning gældende, når vi taler om psykisk sygdom.

I dagens jobcentre forstås fysiske og psykiske helbredsproblemer, sociale problemer, sårbarhed og udsathed som en afvigelse.  Den enkelte borger mødes som moralsk ansvarlig og eneansvarlig for såvel problemerne som deres løsning.

Jeg selv er rundet af en faglig tradition, hvor problemerne derimod ses at opstå i samspillet imellem samfundsmæssige betingelser, sociale og individuelle forhold, hvor der kan arbejdes med løsninger på flere niveauer – nationalt politisk, lokalpolitisk, på gruppe- og på individniveau.

Denne forståelse af problemårsager og løsningsmuligheder rummer samtidig – når vi arbejder på individniveau, som det er tilfældet med sagsbehandlerne i jobcentrene - en mere anerkendende og skyld-befriende tilgang til borgeren og hendes problemer, en anerkendelse der fremmer tilliden imellem sagsbehandler og borger og dermed skaber betingelser for at den syge, den udsatte eller sårbare borger bringer egne ressourcer maximalt i spil med henblik på at integrere eller reintegrere sig i samfundet, herunder på arbejdsmarkedet i størst mulig omfang.

Styrken i dette grundsyn og denne tilgang er tilbagevendende blevet bekræftet igennem mine mere end 40 års arbejde inden for social- handicap og beskæftigelsesområdet. Det er dette grundsyn og den erfaring, der ligger til grund for min konsulentvirksomhed og for min tilgang til temaerne i denne bog.

Det er ikke min hensigt at gå ind i en detaljeret redegørelse for mit teoretiske udgangspunkt. Jeg vil dog på denne plads slå fast, at jeg trækker på den brasilianske filosof og pædagog Paolo Freire, der har udviklet empowerment-teorien, som kort fortalt handler om at tilbyde hjælp til selvhjælp på borgerens egne betingelser. Det vil blive behandlet mere indgående i et af bogens senere kapitler.

Derudover vil jeg fremhæve, at læner jeg mig op af det vi kan kalde for en multiteoretisk praksis. Den er nærmere beskrevet af Leif Tøfting Kongsgaard i bogen Multiteoretisk praksis i socialt arbejde. (Kongsgaard 2016). Udgangspunktet for denne tilgang er, at der ikke gives én specifik teoretisk tilgang, der er anvendelig af enhver socialarbejder i enhver situation og i forhold til enhver borger. Valget af specifik teoretisk tilgang vil afhænge af situationen, de medvirkende – socialarbejderen og borgeren, konteksten etc...